Albedo

Klaus Thejll Jakobsen

Jens Fog Jensen

Veo Friis Jespersen

Farhad Kalantary

Heine Klausen

Asbjørn Skou

Ane Vester

"Visible at night from orbit as the biggest galaxy of light on the globe, more populous overall than the United States, the super­ giant megalopolis Europe sets out from Milan... and ends up in Dublin after St. George's Channel. It's a social unit comparable to the Great Lakes or the Greenland icecap in size, in the homogeneity of its texture, and in its hold on the world. This plate of humanity has long disturbed the albedo..."

Michel Serres, The Natural Contract [1992]

The albedo (meaning "whiteness" in Latin) is a measure of a surface's ability to reflect solar radiation and thus energy. Changes in the albedo of different surfaces of the globe is an important factor in climate changes, as for example when white sea ice melts in the arctic region because of the heating of the world's atmosphere and rise in sea temperature. The melting down of ice equals a reduction of the albedo leadingto further deglaciation asthe surface of the globe absorbs more energy. This self-perpetuating process is termed positive feedback. Many experts fear that a rise in temperature will initiate irreversible or inevitable feedback mechanisms.

In this exhibition the concept of the albedo, besides being an object of science, is conceived of as what Serres terms a quasi- or superobject. The albedo constitutes a contract between the assembled works in the show that marks up, illuminates and organizes connections among them, inscribing them as objects in a new pact or cycle. The effects of gravitation or transmission between quasi-objects, the exhibited works and scientific objects, as well as these things combined in relation to the white cube, will in this context lead to a physical and spatial lack of balance. Using feedbacks, reflections, markings, destabilisations, grotesques and misantropologies we attempt to open up the albedo concept as a condition for the works to relate to.

”Synlig om natten fra satellit som klodens største lysende galakse … strækker supergiganten, kæmpebyen Europa sig skråt fra Milano til Dublin. Denne sociale dannelse, der kan sammenlignes med den grønlandske indlandsis i størrelse og ved sin indflydelse på den fysiske verden, har længe forstyrret klodens albedo…”

Michel Serres iNaturpagten, 1990.

Albedoen er et mål for hvidhed, for tilbagestråling, en overflades evne til at reflektere lys og dermed energi. Ændringer i albedoen af forskellige overflader på jordkloden er en vigtig faktor i klimaforandringer, fx når hvid havis smelter i de arktiske områder, som følge af opvarmning af jordens atmosfære og stigning i havtemperaturen.

Isafsmeltningen er ensbetydende med reduktion af albedoeffekten, som så igen fører til yderligere afsmeltning når jordoverfladen absorberer mere energi. Den selvforstærkende effekt betegnes som positiv feedback. Det er derfor man frygter,at en højere temperaturstigning vil igangsætte irreversible eller uafvendelige feedbackmekanismer.

I udstillingens sammenhæng er albedo begrebet, ud over at være et videnskabsobjekt, opfattet som det Serres kalder et kvasi- eller overobjekt, der mere udgør en kontrakt mellem de forsamlede værker, som opmærker, oplyser og organiserer nogle bånd mellem dem, så de indgår som genstande i en ny pagt og cyklus. Gravitationsvirkninger og formidling imellem kvasi-objekt, udstillingens værker og videnskabeligeobjekter, samt mellem disse og det hvide udstillingsrum, vil i denne optik bringes til at danne en fysisk og rumlig uligevægt. Gennem feedback, refleksioner, opmålinger, destabiliseringer, grotesker og misantropologier, forsøges albedo begrebet derved åbnet som en betingelse værkerne kan forholdes til.

Albedo anbefales af KUNSTEN.NU